Forskningssygeplejerske hylder Forskningspanelets medlemmer ”De gjorde en kæmpe forskel”

I sommeren 2019 hjalp Forskningspanelet flere forskningsafdelinger med at finde deltagere til et forskningsprojekt for patienter med kronisk hoste. Især på Bispebjergs lungemedicinske afdeling var hjælpen værdsat og med deltagelse fra 7 af Forskningspanelets medlemmer, endte forskningsafdelingen med at nå målet for antallet af deltagere.

Personalet på en forskningsafdeling står hver dag overfor mange udfordringer. Oftest er den største af dem alle udfordringen med at finde deltagere til et forskningsprojekt. Det gælder også for Katja Bergenholtz, som arbejder som forskningssygeplejerske.

For et halvt år siden arbejdede hun på Bispebjerg Lungemedicinsk Forskningsafdeling  med et forskningsprojekt for patienter, der lider af kronisk hoste.

”Vi spurgte en hel del patienter om de havde lyst til at deltage, men vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle have flere patienter på banen, fordi det var slet ikke nok deltagere med dem, som vi havde undersøgt. Vi blev nødt til at kontakte mange for at kunne nå de 10 patienter, som vi havde lovet”, husker Katja.

Mange forskningsprojekter ender med at lukke, fordi de ikke finder nok deltagere. I sidste ende kan det betyde, at en ny og lovende medicinsk behandling ikke bliver testet i Danmark. Derfor håbede Katja, at forskningsafdelingen kunne få hjælp af Forskningspanelet.

”Vi måtte i gang med nogle andre metoder, og der havde vores ledende forskningssygeplejerske kontakt til Forskningspanelet om hvordan de kunne hjælpe os med at finde deltagere. ”

Fandt over halvdelen af deltagerne i Forskningspanelet på kort tid

Beslutningen om at række ud efter Forskningspanelets medlemmer og tilbyde dem at deltage vise sig hurtigt at være en god ide. Så snart Forskningspanelets medlemmer var med om bord, gik det ”overraskende nemt”, som Katja beskriver det,  med at finde de første deltagere og forskningsafdelingen kom hurtigt tættere på målet på de 10 patienter.

Men så skete noget uventet

” Vi arbejdede først med en slut deadline, som hed september 2019. Men pludselig kom der en deadline, der hed d. 25 juli og der var vi næsten kun lige gået i gang. Så vi blev nødt til at speede op, plus at der var sommerferie, så jeg sad med en turbo rekruttering lige pludselig.”

Den fremrykkede deadline betød, at det blev endnu vigtigere, at Forskningspanelets medlemmer kunne hjælpe med at deltage i forskningsprojektet.

Med en stor samarbejdsindsats mellem Forskningspanelets forskningssygeplejerske og Bispebjergs forskningssygeplejersker, og ikke mindst et stort engagement og vilje til at deltage blandt Forskningspanelets medlemmer, endte det med, at  målet på 10 deltagere blev nået, efter samtaler med flere hundrede af villige deltagere.

Deltagerne fra Forskningspanelet gjorde en kæmpe forskel

Efter Katjas arbejde med forskningsprojektet, er hun meget begejstret for at opleve det engagement og villighed til at deltage i forskning og gøre en forskel, som Forskningspanelets medlemmer har.

”Patienterne har været meget positive og entusiastiske. Der var næsten ingen, som faldt fra undervejs i forløbet. Og jeg synes noget af det mest positive var, hvor hurtige de var til at stille op. Fra at de svarede på et spørgeskema, til at deltage i forskningsprojektet, gik der ingen tid.”

Normalt optager arbejdet med at finde forskningsdeltagere utroligt meget af Katjas arbejdstid. Men med hjælp fra Forskningspanelets medlemmer oplevede hun, at en stor del af arbejdsbyrden blev lettet.

”Normalt så finder vi deltagere gennem annoncer og på ambulatoriet. Men der er meget arbejde i det, og mange patienter henvender sig uden at have læst kriterierne for at deltag igennem, så det var en kæmpe hjælp at Forskningspanelet medlemmer kunne deltage”, siger Katja begejstret og fortsætter

”Man kan ikke underkende den store forskel frivillige forskningsdeltagere gør. Og i dette tilfælde, så var det en stor hjælp, at så mange medlemmer fra Forskningspanelet ville hjælpe med at deltage på så kort tid. De har uden tvivl gjort en kæmpe forskel ved at vi har kunne fortsætte vores forskning i en ny behandling for patienter med kronisk hoste.”

Forskningspanelet endte med at finde i alt 20 patienter til forskningsprojektet, fordelt på de tilknyttede forskningsafdelinger. Forskningsprojektet er stadig i gang og mange af deltagerne tester den nye medicinske behandling for patienter med kronisk hoste.  

Katja Bergenholtz er idag forskningssygeplejerske på Lungemedicinsk Forskningsafdeling på Gentofte Hospital.

Skrevet af

Rasmus Hjorth

Community Manager

Forskningspanelet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *