Når man får konstateret en alvorlig sygdom, kan man både blive bange og handlingslammet. Men Ulla Løkkegaard reagerede i stedet ved at tage handling. I sit nye liv som hjertesvigtpatient ville hun være med til at gøre en forskel. Derfor begyndte hun at engagere sig frivilligt for at skabe bedre rammer for patienter.
Ulla tøver en smule, når hun tænker tilbage til tiden før hun blev syg. Dengang var hun i 40’erne og arbejdede som leder i en stor bankvirksomhed. Imens hun husker tilbage, kan hun ikke lade være med at overveje, hvad hun havde lavet i dag, hvis ikke hun havde fået konstateret hjertesvigt dengang
”Hvis ikke jeg havde fået sygdommen, så havde jeg nok bare kørt videre i samme rille. Nu er det jo ikke fordi, det er sjovt at være syg, men det jeg laver nu giver jo så meget mere mening, end det jeg gjorde før. ”
Og jo nærmere hun tænker over det, så fylder hendes nuværende arbejde hendes liv med utrolig stor mening.
”Når jeg står og taler med en patient, som lige har fået konstateret en hjertesygdom, og jeg kan stå og fortælle, at det er muligt at leve, gøre en forskel og være aktiv på trods af sygdommen, så giver det utrolig stor mening. Her gør jeg en reel forskel. Det har faktisk gjort, at jeg på mange måder i dag har et bedre arbejdsliv, selvom det jo er frivilligt.”
Hjertesvigt forandrede Ullas hverdag
Ulla Løkkegaard er i dag 62 år og ikke længere aktiv på arbejdsmarkedet.
Det ændrede sig dengang, hvor hun fik konstateret hjertesvigt, lige såvel som så mange andre ting i tilværelsen ændrede sig.
Fra sit hjem i Brøndbyøster fortæller hun, hvordan sygdommen både forandrede hendes arbejdsliv og hverdag.
”Da jeg fik sygdommen var jeg jo ikke så gammel. Det ændrede alt fra stort til småt. Det var eksempelvis ik’ så sjovt, når ens venner ville ud og gå en tur, fordi jeg blev stakåndet, sakkede bagud og kunne jo ikke følge med.”
Men selvom hendes hjertesvigt har forandret meget, så har det ikke påvirket hendes virketrang og lyst til at gøre en forskel. Hun har nemlig valgt at engagere sig som frivillig i både Hjerteforeningen, Cames og Forskningspanelet.
” Jeg engagerer mig og brænder meget for tingene. Sådan er jeg som person. Men det er klart, at de første år efter jeg havde fået konstateret sygdommen, var jeg ikke ligefrem en humørbombe. Den der accept af tingenes tilstand, tog en del tid for mig. Men da jeg fik trukket en streg i sandet, og ligesom spurgt mig selv, hvad kan jeg gøre ud fra min nuværende situation, hvordan kan jeg gøre en forskel? Så gik det lettere.”
Omkring hendes frivillige arbejde tilføjer hun;
”Alt det her frivillige arbejde giver mig meget. Jeg vil gerne være med til at gøre det bedre for patienter i Danmark. I dag bliver patienter jo virkelig tænkt ind i mange sammenhæng. Da jeg startede med at befinde mig i denne her verden, var patienter ligesom en biting”
Og alt hendes hårde arbejde ser ud til at bære frugt. Sammen med en masse andre frivillige opnår de hele tiden små sejre og fremskridt på vegne af alle danske patienter.
”Man er begyndt at inkludere patienter i et uddannelsesudvalg med det formål at forme uddannelsen af fremtidigt personale. Ligesådan med lægestudiet, hvor man nu, tidligt møder rigtige patienter. Det gjorde man ikke tidligere. I det hele taget taler man mere ud fra patienternes synspunkt. Vi er kommet på dagsordenen.”
Frivillig i forskningens tegn
Det er ikke kun i hjerteforeningen og Cames, at Ulla Løkkegaard holder sig beskæftiget. Foruden at have en familie med mand, børn, børnebørn og 2 katte, finder hun også tid til at gøre en forskel som frivillig deltager i forskningsprojekter. Hun er nemlig medlem af Forskningspanelet.
Dette har hun valgt at engagere sig i, fordi hun vil være med til at skubbe på, for at skabe en bedre behandling af bl.a. hjertesvigt.
”Jeg meldte mig til, fordi al den forskning, som jeg har fulgt de sidste mange år, har gjort mange gode ting for mig. Og hvis jeg kan bidrage til at udvikle noget bedre medicin, så vil jeg gerne det.”
Selvom om al det frivillige arbejde kan slide hårdt på Ullas kræfter, så bliver hun aldrig i tvivl om, hvorvidt hendes indsat nytter.
”Vi kommer ingen vegne som patienter, hvis vi ikke stiller op, engagerer os og gør en forskel.” , afslutter hun.Skrevet af
Rasmus Hjorth
Community Manager
Forskningspanelet