Forskningssygeplejerskerne: Vi er glade for medlemmerne og deres engagement

Forskningssygeplejerskerne hos Forskningspanelet er nøglen i kontakten med medlemmerne. De er den direkte kontakt, når medlemmer ønsker at vide mere om et forskningsprojekt. I denne artikel kan du læse mere om hvordan vores sygeplejersker arbejder for at skabe tillid og tryghed i relationen med Forskningspanelets medlemmer.

Når vi arbejder med et forskningsprojekt i Forskningspanelet, er det forskningssygeplejerskerne, der ringer ud til de medlemmer, som har tilmeldt sig et forskningsprojekt. I telefonopkaldet stiller forskningssygeplejerskerne spørgsmål for at vurdere om forskningsprojektet passer til medlemmerne og besvarer alle spørgsmål i forbindelse med forskningsprojektet.

Forskningssygeplejerskerne taler med medlemmerne, for at sandsynliggøre om forskningsprojektet vil være attraktivt for dem, også set i lyset af deres kroniske sygdom.

For at et forskningsprojekt skal være attraktivt for er medlem kræver det, at man som mulig deltager repræsenter målgruppen for det pågældende studie. Hvis forskningsprojektet ikke passer ind i patientens sygdomshistorik, vil det ikke blive vurderet attraktivt for medlemmet. Den beslutning bliver altid taget af en læge på den pågældende forskningsafdeling.

Tryghed og troværdighed er en kerneværdi
Birgit Hauggaard -Nielsen har været forskningssygeplejerske hos Forskningspanelet og James Lind Care i fem år. Hun er uddannet forskningssygeplejerske fra Rigshospitalet og har arbejdet i mere end 20 år med klinisk forskning på bl.a. Bispebjerg Hospital, Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet.

’’Vores opgave er at lytte og kommunikere med vores medlemmer. Vi samarbejder internt i teamet af forskningssygeplejersker for at forbedre vores fælles faglige viden og kompetencer, så vi er i stand til at gøre en forskel for det enkelte medlem med deres individuelle sygdomshistorik in mente.” siger Forskningssygeplejerske Birgit Hauggaard -Nielsen og fortsætter;

’’Det er vigtigt, at vi i vores arbejde med Forskningspanelets patientfællesskab udfolder og overholder vores værdisæt ( empati, professionel sygdomsforståelse, tillid og tryghedsskabende kommunikation) Det er væsentligt både for de medlemmer, som ønsker at blive informeret om et specifikt forskningsprojekt, de medlemmer, som overvejer at stille sig til rådighed og dem som generelt søger viden om forskning og forskningsprojekter’’

Birgit Hauggaard-Nielsen fortæller afslutningsvis;

’’Vi lærer utrolig meget af vores medlemmer. Vi får indsigt i hverdagslivet med en kronisk sygdom, hvilket er en ganske unik viden. Den viden ønsker vi at dele med de øvrige medlemmer af Forskningspanelet. Vi videregiver værdifuld viden og erfaring til det enkelte medlem, som på den vis kan føle sig som en del af et større patientfælleskab.”.

Knytter bånd til medlemmer
Lene Voller Fallesen er også forskningssygeplejerske hos Forskningspanelet og James Lind Care. Hun har arbejdet som sygeplejerske i 16 år og har i mange år arbejdet frivilligt med rådgivning til mennesker i krise. Derudover har hun arbejdet med forskning i næsten 10 år, og har arbejdet indenfor hjertekirurgi og hjertemedicin på Rigshospitalet.

Lene mener, at noget af det vigtigste i hendes arbejde hos Forskningspanelet er at være en tryghed for vores medlemmer. Et af hendes fokuspunkter i hendes arbejde, er at lytte til vores medlemmer og være til stede gennem deres oplevelse i at engagere sig i forskningsprojekter.

’’ Jeg har altid været enormt fascineret af patienthistorier, og jeg engagerer mig i hvem vores medlemmer er. Det er rigtig vigtigt, at alle medlemmer føler sig både set og hørt når vi ringer ud til dem. Jeg hører ofte en frustration over f.eks. egen læge hvor vores medlemmer ikke føler, de bliver hørt, og jeg har særligt fokus på, at dette ikke skal være tilfældet når de snakker med os. Min interesse og engagementet kommer indefra og det er vigtigt, de mærker det.’’

Vigtigheden i at engagere sig i medlemmerne
Vores medlemmer har brug for at blive både hørt og forstået, og vores forskningssygeplejersker forstår og anerkender vigtigheden af at efterleve dette. De prioriterer at give den rette støtte og tryghed, som vores medlemmer har brug for når de engagerer sig i et forskningsprojekt, som  forskningssygeplejerske Lene Voller udtaler:

’’Jeg siger altid til medlemmerne, at de til en hver tid må ringe til mig. Jeg slipper dem ikke bare efter de er blevet udvalgt til et forskningsprojekt. Det er vigtigt for mig, at de ved, hvis de har nogle spørgsmål og har brug for at spørge en, som de er trygge ved, så er døren altid åben hos mig.’’ 

Med hjælp og vejledning fra Forskningspanelets forskningssygeplejersker, kan vi sammen være med til at hjælpe forskere med at få indsigt i og viden om, hvilke behov forskellige patienter har, når det kommer til forskning. Både forskningssygeplejerskernes og medlemmernes indsats bidrager til at forme fremtidens forskningsprojekter i en mere patientvenlig retning.

Har du nogle spørgsmål om Forskningspanelet eller nogle spørgsmål til os, er du velkommen til at skrive til os på: info@forskningspanelet.dk

Du kan også følge med på vores Facebook side: Forskningspanelet | Facebook.

Skrevet af Nadin Chahrour

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *