”Tag stilling til organdonation før ulykken rammer, som det skete for os”

KLIK HER OG STØT MADS SEBBELOVS BORGERFORSLAG OM AUTOMATISK TILMELDING AF ORGANDONATION


Mads Sebbelov mistede tilbage i foråret sin 15-årige datter Josephine, imens hun ventede på et nyt hjerte, der kunne redde hendes liv. Nu kæmper Mads for et nyt borgerforslag, der skal sikre automatisk tilmelding til organdonation, så andre familier ikke skal opleve samme tragedie.

”Når livet kører derudaf på autopilot, så tænker de færreste på organdonation. Det gør man først, når ulykken sker – det gjaldt desværre også mig”. Sådan beskriver Mads Sebbelov, hvordan han på mest ulykkelige vis indså vigtigheden af, at man tager stilling til organdonation.

Ulykken, som Mads beskriver, ramte desværre hans datter Josephine Sebbelov i foråret 2020, da Josephine får akut hjertesvigt. På trods af hendes kun 15 år, fungerer Josephines hjerte ikke tilstrækkeligt og skal have hjælp fra en maskine, der kan hjælpe med at pumpe blodet rundt i hendes krop. Derfor har hun har desperat brug for en organdonor, der kan give hende et nyt hjerte.

Med sin far i hånden kæmper Josephine i én måned en brav kamp for at holde hendes krop i live med et svækket hjerte, imens hun venter på en organdonor, der kan redde hendes liv. Men hjælpen kommer ikke, og til sidst kan hjertet ikke slå mere. Josephine dør d. 21. april.

Det tragiske forløb har betydet, at Mads Sebbelov har kastet alle sine kræfter ind i kampen for organdonation. Han ønsker ikke, at andre mennesker skal risikere at sidde med den skyldfølelse, som opslugte ham, imens Josephine ventede på et organ.

”Jeg havde det ad helvedes til! Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg skulle bede om noget fra andre, som jeg ikke selv havde taget stilling til. Det kunne jeg ikke være i.  Jeg synes, det var uansvarligt”.

ORGANDONATION ER NÆSTEKÆRLIGHED
Mads Sebbelov deler sin og Josephines historie med Forskningspanelet for at skabe opmærksomhed omkring nødvendigheden af organdonation. Kampen for at så mange som muligt tilmelder sig som organdonor, er blevet en livssag for Mads.

”Jeg mener, at når du tilmelder dig som organdonor,  gør du noget næstekærligt og ansvarligt. Du er medvirkende til at give livet videre til andre mennesker, der er så ulykkelige over at stå i en tragisk situation og vente på et organ”.

Derfor har han udformet et borgerforslag, der skal bidrage til at få danskernes øjnene op for nødvendigheden af organdonorer,

Klik på billedet og læs mere om borgerforslaget

”Mit forslag er, at man automatisk er tilmeldt ved fødslen, men at man altid aktivt kan framelde sig. Og jeg vil gerne understrege, at jeg respekterer et fravalg ligeså meget som et tilvalg. Det er helt ok, så længe du tager stilling til organdonation, så respekterer jeg dit valg.”

MANGE HAR IKKE TAGET STILLING – HAR DU?
I Danmark er der ifølge Dansk Center for Organdonation over 500.000 danskere, der ikke har taget stilling til organdonation. De fleste begrunder det med, at de er i tvivl, imens mange andre begrunder det med, at de ikke har fået gjort noget ved det.

Det samme har Mads oplevet efter Josephines død. Netop derfor ønsker Mads Sebbelov at gøre organdonation til et aktiv tilvalg ligesom i eksempelvis Norge.

”Alle Josephines veninder, venner, klassekammerater og deres forældre havde ikke tænkt på organdonation før. Men efter vores tragiske historie og tabet af Josephine har de alle tilmeldt sig, så jeg ved, der er mange, der gerne vil være organdonorer, men ikke har taget stilling endnu. Det løser en automatisk tilmelding”.

I dag kæmper Mads videre. Hans borgerforslag har lige rundet 11.000 støtter, men har stadig god vej op til de nødvendige 50.000 underskrifter, der skal til før politikerne skal tage det op i Folketinget.

Ved at dele sin og Josephines ulykkelige historie håber Mads, at få andre til at tage stilling til organdonation.

”Jeg håber, at folk sætter sig ned med deres familie og får talt om, hvad der skal ske med hinanden, hvis de skulle være så uheldige at komme i en lignende situation.  Jeg håber, de tager stilling på forkant og imødekommer den tvivl, som kan møde dem, hvis uheldet rammer dem”.

STØT MED DIN UNDERSKRIFT TIL MADS SEBBELOVS BORGERFORSLAG OM AUTOMATISK TiLMELDING AF ORGANDONATION – KLIK HER  

 Forskningspanelet og James Lind Institute støtter Mads’ kamp for automatisk tilmelding til organdonation ved fødsel. Det gør vi ved at dele Mads Sebbelovs fortælling, linke til hans borgerforslag og tilbyde vores medlemmer at tage stilling. Det er en personlig sag, hvorvidt man ønsker at støtte Mads’ borgerforslag. Derfor er dette blot en opfordring til, at vores medlemmer tager stilling til emnet.

Skrevet af

Rasmus Hjorth
Community Manager
Forskningspanelet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *