At deltage i forskning, er ikke noget, som vi taler særligt meget om. Det vil Forskningspanelet gerne lave om på. Uden deltagere til forskning, kan der ikke udvikles en bedre behandling til de fremtidige generationer. Derfor fremhæver vi vores medlemmer som er dem, der går forrest ved at melde sig som deltagere i forskning. I denne artikel kan du læse om Kaj, der ønsker at gå forrest for de fremtidige generationer.
”Min primære motivation er altruistisk. Jeg har overskud og føler mig selv rimelig rask, selvom jeg har en sygdom. Så hvis jeg kan gøre en indsats som kan hjælpe de yngre, så gør jeg gerne det.”
Sådan siger Kaj Raundrup, da han bliver spurgt, hvorfor han har valgt at melde sig til Forskningspanelet. Som frivillig forskningsdeltager gør Kaj en stor forskel ved at stille sig tilgængelig for at deltage i konkrete forskningsprojekter.
Stor livsværdi ved at gøre en forskel for andre
I dag er Kaj pensionist. Men det betyder ikke at han ikke har noget at lave. Tværtimod har han travlt med en række opgaver, som han laver igennem frivilligt arbejde. Han har erfaret at det giver stor livsværdi at gøre en frivillig indsats, som samtidig gør en stor forskel for andre.
”Dels har jeg en indstilling til, at hvis man kan gøre noget godt for ens medmennesker, så er det en god ting”, siger Kaj og påpeger samtidig, at han får mere overskud ved at gøre en forskel for andre.
”Jeg får rigtig meget energi af at gøre en forskel både gennem forskning, men bestemt også af mine andre frivillige indsatser.”
Udover sit engagement i Forskningspanelet, gør Kaj en stor indsats for yngre mennesker. Han har tidligere arbejdet som frivillig lektiehjælper, og nu lægger han sine kræfter i at være frivillig mentor i Roskilde Kommune.
Vil gerne gå forrest for de næste generationer
Selvom Kaj har rundet de 76 år og lever med type 2 diabetes, så ønsker han fortsat at yde en indsats som frivillig i alle hans gøremål og arbejdsindsatser – også indenfor forskningen.
”Jeg synes, man kan argumentere for, at hvis man skal komme videre på et behandlingsområde og skabe en bedre behandling for de yngre, så er der jo nogen, der må ligge krop til”, siger han.
Det giver både mening og energi at være frivillig for Kaj. Det er med til at holde ham frisk og i gang. Derfor vil han også anbefale andre at stille op som frivillig forskningsdeltager, fordi det både gavner dem selv, men også er vigtigt at få testet medicin og behandling.
”Formålet ved stille op til forskning er at finde ud af om noget nyt og hvorvidt medicin virker eller ej. Det er jo ligeså vigtigt at finde noget medicin, der ikke virker, som noget der virker.”, siger han og afslutter.
”Jeg vil gerne anbefale andre med kroniske sygdomme, og som har, eller vil have et positivt overskud, at melde sig til forskning. Hvorfor skulle man ikke gøre det?”, slutter Kaj.