Forskningspanelet har i løbet af ét år øget antallet af samarbejdspartnere markant, og arbejder nu sammen med tretten forskellige patientforeninger.
Foreninger som Gigtforeningen, Lungeforeningen og mange andre, der er gode og dygtige ambassadører for danske patienter, er gået sammen med Forskningspanelet for at styrke dansk forskning indenfor deres sygdomsområder. Det betyder, at Forskningspanelet nu har 13 patientforeninger, som man samarbejder med.
Senest har Colitis-Crohn Foreningen indledt samarbejde med Forskningspanelet. For Colitis-Crohn Foreningen er målet blandt andet at sikre, at flere patienter med inflammatoriske tarmsygdomme kan være med i forskningsprojekter.
”Vi ved, at vores medlemmer ønsker, at der bliver udviklet endnu bedre behandlingsmuligheder for deres diagnose med tarmsygdomme. Dette kan kun ske igennem forskning. Derfor vil vi gerne sammen sætte fokus på deltagelse i forskning,” fortæller Charlotte Lindgaard Nielsen, der er formand for de omtrent 5.500 medlemmer af foreningen.
Stifter af James Lind Care og Forskningspanelet, Henrik Vincentz er også begejstret for samarbejdet, fordi det kan være med til at hjælpe et voksende antal patienter.
“Mave-tarm-sygdomme rammer desværre et flere og flere patienter. Samarbejdet mellem os og Colitis-Crohn Foreningen gør det muligt at forske endnu mere intensivt indenfor området, og det er jeg glad for at kunne bistå med,” uddyber Henrik Vincentz.
Der er en generel mangel på patienter, som kan og vil deltage i klinisk forskning. Derfor er det vigtig med flere samarbejder, fordi de er med til at sikre at vigtige forskningsprojekter ikke går i stå eller opgives pga. manglende deltagere. Derfor er samarbejder som disse, nogle der både gavner dansk forskning og patienterne selv.
Medlemmerne gør en forskel
Ofte er det først under en sygdom, at patienter bliver klar over, hvor meget fællesskab og forskning betyder. Her kan ønsket om at hjælpe kommende generationer melde sig på et tidspunkt. Men det kan være svært at finde ud af hvordan. Derudover vil et forskningsprojekt have meget specifikke krav til deltagernes tilstand og diagnose – og villige patienter skal igennem en jungle for at finde et projekt, der passer. Det er lidt som at finde nålen i høstakken.
Men heldigvis har Forskningspanelet vokseværk. Blandt andet på baggrund af samarbejderne med de mange patientforeninger, oplever man at få mange nye medlemmer, der gerne vil være med til at skabe resultater indenfor klinisk forskning. .
“Patienter vil rigtigt gerne deltage i forskning. Men sådan som det er nu, er det meget uoverskueligt som patient at finde de relevante forskningsprojekter. Det kan Forskningspanelet hjælpe med, fordi vores tværfaglige tilgang betyder, at vi kan finde og tilbyde projekter, der passer til patienterne,” forklarer Henrik Vincentz, der står i spidsen for Forskningspanelet
Derfor er Forskningspanelet glad for at kunne skabe et fællesskab, der gør det nemmere for patienterne at finde forskningsprojekterne, og lettere for forskerne at finde deltagere. Og jo flere medlemmer, jo større sandsynlighed er der for at det kan lykkedes.
Med patientforeningernes ekspertise og kendskab til sygdomsområder, er samarbejdet vigtigt for at skabe en bedre fremtid med patienterne i centrum.