For Joan Arrildsen har det aldrig været let at gøre en forskel for andre. På grund af en lang sygdomshistorik, der involverer en blodprop i hjernen, type 2 diabetes og en kræftdiagnose, har det været svært at gøre en frivillig indsats. Derfor finder Joan stor glæde i at gøre en forskel ved at stille op til forskning. På denne måde kan hun med en lille handling gøre en stor forskel for andre diabetikere bl.a,
Hjemme i huset i Havdrup går Joan Arrildsen og lever sammen med sin mand. Hun kan ikke arbejde længere efter hun blev ramt af en blodprop i hjernen for nogle år tilbage. Udover blodproppen har hun sidenhen fået konstateret type 2 diabetes og forhøjet kolesterol. Sideeffekterne af hendes blodprop var så stærke, at hun måtte gå på førtidspension.
På trods af, eller måske netop på grund af hendes sygdomshistorik, har Joan en vilje til at gøre en forskel og hjælpe andre ved at deltage i forskning. Hun har tilmeldt sig Forskningspanelet for at være med til at udvikle ny og bedre behandling.
”Jeg føler, det er rigtigt godt, at man kan gøre en meget lille handling, som at udfylde et af Forskningspanelets spørgeskemaer, og derved hjælpe og støtte forskningen. Der er jo flere og flere, der får diabetes, så der skal mere forskning til:” påpeger Joan.
Stiller op til forskning for, at det kan komme fremtidige diabetikere til gode
Joan har fået konstateret type 2 diabetes og bliver hver dag mindet om hendes type 2 diabetes. Det skyldes især hendes blodsukker tal, der påvirker hende meget.
”Min type 2 diabetes er så meget del af min hverdag. Jeg skal f.eks. tage en del medicin. Mit blodsukker påvirker simpelthen så meget mit humør og har derfor selvfølgelig indflydelse på min hverdag.”
Det er også en af årsagerne til, at vi skal fokusere på at støtte forskningen, mener Joan. Jo flere diabetikere, der stiller op til forskning, desto mere øges chancen for, der kan udvikles noget nyt og bedre medicin for både type 1 og 2 diabetes.
”Jeg synes, det er godt, at det bliver forsket. Det er jo fantastisk hvis man kan gøre gavn for andre, fordi jeg tror desværre ikke, jeg kan nå at hjælpe med noget, der kan komme mig selv til gavn. ”, siger Joan og fortsætter.
”Man bliver jo nok mere bevidst om, med alderen, at man bliver nødt til at gøre noget for fremtidens generationer. Så hvis jeg kan sørge for, at de næste generationer ikke skal igennem det samme smertehelvede og sygdomme som mig, ved blot at udfylde nogle spørgeskemaer og snakke i telefon med en forskningssygeplejerske, så synes jeg man skal gøre det.”
Fik øje på Forskningspanelet gennem Diabetesforeningen
Som medlem af Diabetesforeningen er Joan også med til at støtte sagen for bedre behandling og bedre vilkår for diabetikere. Det var igennem Diabetesforeningen, at hun fik øje på Forskningspanelet.
”Jeg tilmeldte mig gennem Diabetesforeningen, hvor jeg så et opslag på Facebook om Forskningspanelet, og tænkte, at jeg måske kan hjælpe lidt på grund af min alder og sygdomshistorik.”
Joan er meget glad for at kunne bidrage til at skabe mere viden, der kan komme andre til hjælp. Hun vil derfor også anbefale andre til at tage stilling til om de vil hjælpe forskningen.
For hende selv er der ingen tvivl, fordi hun anser det som en hjælp til de fremtidige generationer.
”Jeg vil sige, at man skal melde sig ind i Forskningspanelet, fordi det kan komme de næste generationer til gavn, hvis man stiller op til forskning.”, siger Joan og kommer i tanke om en person, som hun allerede vil sprede budskabet til.
”Der er en yngre kvinde, som jeg kender, som jeg vil anbefale at melde sig ind. Måske hun kan nå at hjælpe sig selv ved at stille op til forskning. Og hvis ikke hende selv, så måske hendes fremtidige børn.