Diabetesforskningens historie

1921: Den canadiske læge Frederick Banting og hans 21-årige lægestuderende Charles Best udvinder som de første insulin – fra en hund. I 1923 hædres de begge med Nobelprisen.
1923: Nordisk Insulinlaboratorium (senere Novo Nordisk) bringer sit første insulin-præparat på markedet
1936: En nye langtidsvirkende ZPI-insulin introduceres. Diabetikerne kunne nu nøjes med færre daglige injektioner.
1959: Forskerne definerer to typer diabetes. Type 1 diabetikere som ikke selv kan producere insulin og som derfor er insulin-afhængige, og type 2 diabetikere, som selv producerer insulin.
1974: Nye typer meget rent svine-baseret insulin kommer på markedet
1986: Human insulin baseret på genteknologi introduceres
1995: Metformin-tabletter tilbydes for første gang til type 2-diabetikere
2005: En helt ny type medicin, GLP-1 kommer på markedet til behandling af type 2 diabetikere som alternativ til eller udskydelse af insulin-behandling. Medicinen sælges under navne som Victoza, Byetta og Lyxumia
2006: En ny diabetes-medicin introduceres, kaldet DPP-4 (Januvia, Galvus, Tradjenta).
2013: SGLT-2-hæmmer medicin tilbydes for første gang type 2 diabetikere med forhøjet blodsukker

Hvordan er forskningen tilrettelagt

Det starter hos de egentlige forskere, som kan være læger, farmaceuter eller biokemikere. De kan både være ansat i medicinalindustrien eller i uafhængige forskningsinstitutter. Forskerne eksperimenterer med genterapi, nye aktive stoffer og ny teknologi. Når en ny medicin er udviklet i laboratoriet, starter forsøgene på mus eller rotter for at teste virkningen.

Hvis resultatet af dyreforsøget er vellykket, skal stoffet afprøves på mennesker i kliniske forsøg, som altid foregår ude på hospitalerne og klinikkerne, hvor patienterne er. Her ligger ansvaret hos forskningssygeplejersker og læger, som i den rolle kaldes investigatorer. Forskerne selv må intet have at gøre med de kliniske forsøg – for at sikre at de kan påvirke udfaldet af de kliniske forsøg.

Inden et klinisk forsøg kan starte, skal det godkendes af sundhedsmyndighederne i hvert land, hvor forsøgene foregår. Forsøget har form af en protokol, der i detaljer beskriver, hvad forsøget går ud på. Desuden skal alle landes Etiske Komiteer godkende forsøget ift den etiske beskyttelse af deltagerne.

De kliniske forsøg foregår i fire faser – læs mere her. Det starter med fase 1, hvor der er få deltagere, til fase 4 med flere tusinde deltagere. Der går typisk 3-4 år fra starten af de kliniske forsøg, indtil den nye medicin er klar til salg. Ikke alle kliniske forsøg ender positivt med, at der kommer en ny medicin ud af det.

Der ingen igangværende kampagne