Henrik anvender forskningen til at holde sin type-2 diabetes stangen

Der eksisterer mange fordomme om type 2 diabetes. Er det ens egen skyld? Kan man blive rask?  Hvordan behandler man sygdommen bedst muligt?

Henrik Verup er gået metodisk til værks. Med fokus på kostråd, motion og ikke mindst interesse for ny viden gennem forskningen, har han formået at regulere sin type 2 diabetes så godt, at han har trappet markant ned på sin medicin.

Hvad kan du selv gøre for at behandle type 2 diabetes?

Det er et ofte stillet og omdiskuteret spørgsmål, da nogle danskere får konstateret type 2 diabetes, som en konsekvens af deres livsstil. Dette var også tilfældet for Henrik Verup, da han for 9 år siden fik konstateret type 2 diabetes.

“Jeg bragte mig selv i en situation, hvor jeg var udsat for denne sygdom, så jeg måtte gøre, hvad jeg selv kunne for at komme ud af det.”, tænkte Henrik.

I samarbejde med hans læge, gik Henrik i gang med kampen for at holde følgerne af hans type 2 diabetes på afstand. Det var især metoder der fokuserede på kost og motion.

Mit mål var ,og er at blive medicinfri, men jeg tager stadig blodtrykssænkende medicin og kolesterolsænkende medicin. Hvis jeg kan tabe mig yderlige, så burde jeg kunne trappe ned yderlige på medicinen, så det er mit håb”, siger Henrik om sin målsætning for indsatsen.

I dag er Henrik 54 år gammel og bor sammen med sin kone og to børn. Til daglig arbejder han som selvstændig IT konsulent. Og netop hans interesse indenfor data, systemer og IT giver han kreditten for, at han er gået systematisk til værks for at bekæmpe hans type 2 diabetes.

Jeg er gået ombord i artikler, viden og forskning indenfor diabetes 2, ernæring, krop og fordøjelse. Jeg vil gerne forstå, hvad der sker inde i kroppen, og hvordan man kan modvirke sygdommene. Jeg tror det er IT-nørden, der bliver vækket i mig.”

Motivation med Excel ark

Henrik har gennem sin lange og dedikerede indsats formået at regulere sin type 2 diabetes så meget, at han ikke længere har nogle gener i hverdagen og i dag er under grænseværdierne for klinisk diagnosticering af Type2-diabetes.

Jeg kan kun mærke, hvis jeg får for højt blodsukker, altså spiser noget jeg ikke må, så får jeg en meget skidt fornemmelse.  Men ellers har jeg ikke nogle gener eller noget jeg ikke kan.”, siger han.

Henriks tilgang til at behandle sin type 2 diabetes har også taget sit udgangspunkt i videnskabens verden. Her har han valgt at måle sin indsats systematisk gennem diagrammer på Excel. På den måde har han fået en tydelig oversigt over sine resultater og fremskridt.

Det har motiveret mig meget på rejsen at dokumentere resultater, hvor jeg har indført det i Excel ark og diagrammer. Det er det, som har skabt en fremgang hos mig personligt.  Der er en masse op og nedture undervejs, men hvis man kan se, at der generelt er en positiv udvikling på kurven, så motiverer det mig”

Henrik er med i Forskningspanelet fordi det er vigtigt med ny forskning

En vigtig ingrediens af opskriften på Henriks succes med at bekæmpe sin type 2 diabetes, er at han søger al den viden, han kan, gennem den seneste forskning.

Derfor meldte han sig også til Forskningspanelet. På den måde kan han samtidig få mulighed for at deltage og påvirke den nye forskning, ved at sørge for at hjælpe udviklingen af ny viden om behandling på vej.

”Dengang jeg meldte mig til Forskningspanelet var det igennem Diabetesforeningen. Jeg synes, det var vildt spændende, at jeg kunne være med i den nyeste forskning. Forskning er jo sindssygt vigtigt. Hvis ikke vi forsker, så kommer vi ikke videre, siger Henrik.

Især hans egen skæbne og oplevelser, vil han meget gerne være med til at dele ud af. Han har et håb om, at det kan være med til at inspirere andre.

Jeg føler også selv, at jeg har noget på hjerte, og jeg ved noget om emnet diabetes. Derfor interesserer jeg mig også for formidlingsdelen af forskning. Jeg kunne godt tænke mig at dele mine erfaringer omkring motivation, måske kunne komme andre til gavn”, slutter Henrik af.

Skrevet af

Rasmus Hjorth

Community Manager

Forskningspanelet