DET ER FORSKNING, DER KAN GØRE EN FORSKEL

Lise mistede sin mand for knapt et år siden pga. en blodprop i hjertet. Mogens, som hendes mand hed, var interesseret i forskning og gjorde hvad han selv kunne ved at deltage og følge med i udviklingen af de nyeste behandlingsmuligheder. Derfor var han medlem af Forskningspanelet. Lise fortæller i denne artikel deres historie, fordi hun har en klar opfordring: Forskning er vejen frem!

I december 2017 går Mogens til undersøgelse for sin hjertefunktion. Undersøgelsen viser umiddelbart, at hans hjertefunktion er normal, men i marts 2018 får Mogens konstateret, at hans to hovedkranspulsårer er helt stoppet til. Det betyder, at han bliver indstillet til en by-pass operation i løbet af foråret på en såkaldt kort venteliste. Han har godt vidst, han var genetisk disponeret for den sygdom, fordi hans far døde af et slagtilfælde og hans bror har fået en bypassoperation. Af samme årsag har Mogens gået jævnligt til tjek med hjertet.

I løbet af foråret går Mogens til flere undersøgelser for både sit hjerte og gigt i nakken på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital, samt privat på Aleris-Hamlet. Han har store smerter, som bl.a. er forårsaget af gigten. Gigten er kommet efter mange års belastende arbejde ved skrivebord og computer. Han går jævnligt til fysioterapi og træning for behandling af gigten og smerterne. Nogle dage er det så slemt, at han må tage stærk smertedæmpende medicin for at sove.

Fysioterapeuten aftaler hjemmebesøg hos Mogens, for at tjekke om han sidder og ligger bedst muligt derhjemme. Det er på dette besøg, at Mogens falder ned over sit tastatur, lige da han skal vise fysioterapeuten, hvordan han sidder ved computeren.

Fysioterapeuten får hurtigt lagt Mogens ned på gulvet og påbegynder hjertemassage, imens Lise ringer 112. Fem minutter efter kommer nogle unge mennesker løbende fra Diakonissestiftelsen med hjertestarter, og kort tid efter kommer ambulancen. De fortsætter behandlingen med elektrochok nogle minutter, hvorefter de kører ham afsted med udrykning mod Rigshospitalet. Her bliver han indlagt på intensiv. Desværre lykkedes det ikke at genoplive Mogens, og det konstateres, at han var død på stedet af en blodprop i hjertet og på grund af de tilstoppede kranspulsårer.

Lise og Mogens interesserede sig begge for forskning

Lise er i dag 76 år og hun har levet meget af sit liv sammen med Mogens. De mødte hinanden ifm. tilrettelæggelsen af et engelsk kursus for bankansatte, som Mogens forestod som uddannelsesdirektør] Her havde de mange gode samtaler og mødtes over deres mange fællesinteresser. En ting, som de begge interesserede sig for var forskningens verden.

Noget som vi delte meget sammen var interessen for forskningen, fordi Mogens var også uddannet indenfor forskningens verden”, husker Lise tilbage.

Lise har selv erfaring med forskningens verden, både som underviser, lektor og forsker på CBS – Handelshøjskolen på Frederiksberg. I dag er hun gået på pension, men holder sig stadig i gang bl.a. som medforfatter på en engelsk fagsprogsordbog, koncentreret om økonomiske termer og udtryk.

Mogens’ historie kan måske gøre en forskel

Lise vil gerne fortælle sin mands historie, fordi hun har et håb om, at den kan gøre en forskel. En forskel for andre og i samfundet generelt.

Jeg håber, at Mogens’ historie kan få folk til at være mere opmærksomme på alle aspekter af hjertesygdomme og handle på de råd, som de bliver opfordret til af følge fra læger og forskere.”, siger Lise og uddyber, at det er vigtigt, at der ikke ventes for længe, ej heller på hospitalet med en forebyggende operation. Mogens var på en såkaldt kort venteliste og skulle have været opereret ugen efter han døde, men ventelisten var for lang!

Lise mener bl.a. at vi som samfund skal være bedre til at forske og behandle på tværs af sygdomsområder,

Jeg synes, man skal være mere opmærksom på at arbejde på tværs af indikationer, såsom fx smerter. Det er f.eks. meget svært at blive behandlet på tværs af sygdomme, som med Mogens, der både havde gigt og hjertesygdomme.”, udtaler Lise og understreger samtidig vigtigheden af, at der samtidig bliver forsket på tværs af sygdomme og skabt ny viden.

Der er ingen udvikling uden forskning. Hvis den her verden skal blive bedre, så bliver vi nødt til at forske. Vi kan ikke undvære forskning, det er det, som bringer verden videre.”

Som Lise også nævner, så deltog Mogens i en række forskningsprojekter.

At gøre en forskel er meningen med livet

Det kan være svært at finde en mening, når man mister sin elskede igennem et kort og intenst forløb, som det Lise oplevede. Alligevel synes hun, at det kan give mening at opfordre andre til at stille op til forskning. Måske der så kan opnås viden, som kan komme andre til gavn.

Af samme grund opfordrer Lise til, at man støtter op om forskningen. Både hun og Mogens har altid været meget bevidste om, at man selv må gøre en forskel, hvis man ønsker forandring.

Man er nødt til at gøre noget for samfundet og fremtiden. Og Mogens havde samme opfattelse! Hvis man på en eller anden måde er utilfreds med tingenes tilstand, så må man gøre noget og handle.”, påpeger Lise og afslutter med at understrege:

Det er jo meningen med livet – ellers kan det være lige meget. Og det er derfor gennem forskning, man kan finde frem til at gøre en forskel.”

Skrevet af

Rasmus Hjorth

Community Manager

Forskningspanelet